Hegnet 51, Roskilde


Bellevue Ejendomsinvest A/S har vundet et projektudbud i Trekroner, Roskilde. Grunden er overtaget den 1. oktober 2020.


Bellevue Ejendomsinvest har været bistået af Årstiderne Arkitekter/Sweco Architects.

BM Byggeindustri A/S er totalentreprenør. Projektet er et rækkehusbyggeri i to etager på i alt 2.836 m2 bolig, fordelt på 20 boliger. Boligerne henvender sig til familier og er gjort rummelige med deres ca. 140 m2. Stueetagerne indrettes med opholdsrummene, der åbner sig mod husets to private haverum, hvilket giver gode lysforhold hele dagen. Her er husets hjerterum, hvor familielivet kan udfolde sig. Fra stueetagen er der direkte udgang til haver og grønne arealer.


I stueplan er boligerne disponeret med entré, toilet, køkken/alrum med spiseplads og stue. På 1. salen er der 4 værelser samt badeværelse.


Husene opføres som kædehuse der forskydes vandret, så der opstår private uderum ved rækkehusenes to haver. Husene orienteres ”øst-vest”, hvilket giver gode dagslysforhold på begge sider af husene. Alle huse har terrasse foran og terrasse/forhave på bagsiden samt skur/cykelopbevaringsplads. Der er tilhørende p-pladser til boligerne på egen grund. Byggeriet opføres med facader i træ og bliver svanemærket.


Hensigten er at skabe en bebyggelse, hvor der bliver et godt fællesskab mellem beboerne. Der bliver bl.a. et fælles væksthus og flere pladsdannelser til outdoor-aktiviteter, leg mv.


Væksthuset placeres med en smuk udsigt over det åbne landskab. Huset er tænkt som et ca. 50 m2 stort uopvarmet glashus. Udover anvendelse til drivhus og orangeri, kan huset anvendes til socialt samvær i sommerhalvåret.


Grunden er den yderste i området med fri udsigt over store engarealer skabt omkring Himmelev bæk. Afstanden til Roskilde centrum er ca. 5 km, og både RUC og togstationen Trekroner er indenfor gåafstand.


Byggeriet vil gå i gang så hurtigt som muligt, at der er antaget en totalentreprenør. Forventet indflytning forsommer 2023.



Hold øje med siden - nye projekter/ejendomme præsenteres her. Vi er altid på udkig efter nye spændende investeringsmuligheder og hører gerne fra dig, hvis du har en ejendom til salg, som opfylder vores investeringskriterier.