Boligudlejningsejendom – 22 lejligheder
Hammel ligger mellem Viborg, Silkeborg og Aarhus. Hammel er beliggende i et naturskønt område med Frijsenborg Gods, Frijsenborg Skov og Hammel Golfklub som naboer.
En del større erhvervsvirksomheder har etableret sig i byen og der er gode muligheder for offentlig transport til både Aarhus, Silkeborg og Viborg.
I Hammel finder man – udover folkeskoler – også en friskole, børnehaver, vuggestuer samt dagplejetilbud.
Ejendommen er centralt beliggende og har facade mod Gl. Frijsenborgvej, hvorfra der er kort afstand til byens centrum og handelsgade med specialbutikker, biograf m.v. Ejendommen har fælles indkørsel med nabobebyggelsen, der består af andelsboliger i samme arkitektur og udtryk som nærværende ejendom. Ejendommen består af to bygningskroppe og er opført i 2009.
Bygning 1 har et bebygget areal på 538 m2 og et samlet bygningsareal på i alt 1.628 m2. Bygningen har tre etager, hvoraf den ene er en udnyttet tagetage. Stueetagen og 1. sal indeholder hver seks lejligheder. Tagetagen indeholder 4 lejligheder. I bygning 1 er lejlighederne 101 m2 eller 103 m2. Bygning 1 har elevator. Lejligheder på 1. sal har altan mod Gl. Frijsenborgvej. Adgang til lejlighederne sker via terræn eller svalegang.
Bygning 2 har et bebygget areal på 288 m2 og et samlet bygningsareal på i alt 601 m2. Bygning 2 har to etager. Hver etage indeholder tre lejligheder. I bygning 2 er lejlighederne 98 m2 eller 100 m2.
Adgang til lejlighederne sker via terræn eller svalegang. Stuelejlighederne i bygning 2 har alle en mindre have. Lejligheder på 1. sal har altan.
Hver lejlighed har depotrum på terræn. Der er parkeringspladser på terræn.
Lejlighederne har central entre, 2 gode værelser, stort lækkert badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler, samt stor stue i delvis åben forbindelse til det pæne køkken. Der er ingen dørtrin i lejlighederne, hvorfor disse er velegnede til gangbesværede og kørestolsbrugere.